Vilkår for samarbejde

Til patienter og pårørende i forbindelse med besøg fra KeasCare

Velkommen til Keascare. Vi lægger stor vægt på tillid, kvalitet og tryghed i vores samarbejde med patienter og pårørende. Nedenfor fremgår de centrale vilkår for samarbejdet, når vi yder sygepleje i dit eget hjem, på plejehjem eller på hospitaler rundt om i Danmark.

1. Tavshedspligt, dokumentation og informationsdeling

Alle vores sygeplejersker er underlagt tavshedspligt i henhold til sundhedsloven og databeskyttelsesforordningen (GDPR). Det betyder, at alle oplysninger om din helbredstilstand og øvrige personlige forhold behandles fortroligt og med respekt.
Vi dokumenterer alle pleje- og behandlingsforløb efter hvert besøg i et autoriseret og godkendt journalføringssystem. Ved opstart af et forløb indhenter vi samtykke til behandlingen samt eventuel deling af information med f.eks. egen læge, kommune eller pårørende. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage.

2. Forsikring og ansvar

Vores sygeplejersker er dækket af en erhvervsansvarsforsikring, der dækker eventuelle skader opstået under udførelsen af arbejdet. Hvis en sygeplejerske – som led i plejen og efter aftale – kører med patienten i sin private bil, er sygeplejersken dækket af vores erhvervsforsikring. Patienten er i dette tilfælde dækket via egen ulykkesforsikring, og vi anbefaler, at denne er aktiv og dækkende.

3. Tilsyn og kvalitetssikring

Vi er autoriseret til at levere sundhedsfaglige ydelser i hjemmet og er underlagt regelmæssigt tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Ved seneste tilsyn havde vi ingen bemærkninger til vores praksis, hvilket vidner om høj kvalitet og patientsikkerhed i vores ydelser. Du kan læse tilsynsrapporten her:
👉 Se tilsynsrapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed (marts 2025)

4. Adgang til hjemmet

For at vi kan levere sygeplejeydelser i hjemmet, forudsættes det, at der er adgang til boligen på de aftalte tidspunkter. Adgang aftales konkret ud fra patientens ønsker og formåen – f.eks. ved at patienten selv åbner døren, der benyttes nøgleboks, eller anden løsning. Det er vigtigt, at adgang er mulig på en tryg og respektfuld måde for alle parter. Hvis der er husdyr eller andre forhold bedes I oplyse os det på forkant.

5. Planlægning og aflysninger

For at sikre kontinuitet og mulighed for at benytte samme sygeplejerske eller fast team, foretrækker vi, at planlagte besøg aftales i god tid. Der er dog altid mulighed for at aflyse med minimum 24 timers varsel uden omkostning.

6. Opsigelse af samarbejdet

Patienten (eller dennes pårørende) kan til enhver tid opsige samarbejdet med 24 timers varsel, medmindre andet er specifikt aftalt. For terminale forløb og forløb på over 8 timer dagligt er opsigelsen 72 timer, for at sikre at vi kan planlægge med et lille fast team, der kan løse opgaven.

KeasCare kan opsige samarbejdet med 14 dages varsel.

7. Klager og feedback

Vi værdsætter både ris og ros. Hvis du har bemærkninger til vores indsats, opfordrer vi til, at du kontakter os direkte. Klager behandles professionelt og fortroligt, og vi ser dem som en mulighed for læring og forbedring.

Kontakt

Keascare
📞 Telefon: 61 65 13 11
✉️ E-mail: kontakt@keascare.dk
CVR: 41156538